De Digitale Dage – Arkitekt, 3. dag

Den 3. digitale dag er for længst overstået, men jeg mangler stadig at berette kort om denne 3. dag.

3. dag stod i afleveringens tegn, og vi sluttede det digitale eksperiment af ved at pudse vores 3D model af, og få så meget af modellen som muligt op på informationsniveau 4.
Det bør dog næppe komme som nogen overraskelse at vi langt fra blev færdige, det har da heller aldrig været intensionen med De Digitale Dage, her er det processen og ikke produktet der vejer tungest.

Vi fik fra morgenstunden udstukket en deadline for aflevering af modellen kl. 10.00, så der var ikke megen tid at løbe på.Det lykkedes os til trods for den korte deadline, at få alle ydervægge og gulvet op på informationsniveau 4, vi fik rettet vinduer til og vi fik hevet ingeniørens spær og bjælkelag over i vores model, blot for at konstatere at de havde benyttet en forkert taghældning – ØV!

Klokken 10.00 var vores del af dette spændende digitale projekt overstået, og da det afsluttende oplæg først var planlagt til kl. 12.30, satte jeg mig og legede lidt med voers model i Lumion, i håb om at der ville være noget at vise frem, men igen var tiden ikke til et færdigt produkt.

Det afsluttende oplæg på DDD 2013, blev forestået af henholdsvis Peter Haven, projektleder på den danske case, og Lars Sørensen, projektleder på den internationale case. De afsluttende oplæg blev streamet rundt på hele skolen, og det er dokumenteret i videoen her under.

Så for den her gang, tak for 3 spændende dage i det digitale byggeris tegn.

 

/Anders Voergaard

4. sem. Mail: 1010957@ucn.dk
LinkedIn: Klik her

Reklamer

De Digitale Dage – Dag 3 – Sidste dag

Efter to dage med fart på skulle dagen i dag d. 12-04-2013 blive den sidste dag ved De Digitale Dage 2013.

Dette er mit tredje indlæg fra DDD, hvor jeg beskriver hvad jeg har udført som projektleder. Dagen i dag stod i edderkoppens tegn, forstået på den måde at vi i dag skulle samle alle trådene eller alle spindets ender, som endte ud i en præsentation omhandlende case 1 ved DDD.

Morgenen startede med velkomsttaler og derefter tog vi et projekteringsmøde. I dag ville jeg sørge for, at grupperne opsummerede deres arbejde og videregav deres produkt samt deres mening omkring DDDs forløb og den proces vi som deltagere har været en del af. Det sidste jeg gjorde færdigt inden jeg tog hjem på dag to, var at forberede et processkema til hver gruppe. I skemaet var der formuleret en række spørgsmål omkring deres produkt, men især spørgsmål der skulle frembringe deres holdning til forløbet.
Der var i alt 6 faggrupper foruden mig selv. Alle disse grupper afleverede deres processkemaer til mig senest kl. 10.00, hvorefter jeg så kunne samle alle informationer til en fremlæggelse omkring vores forløb.
Kl. 12.30 stod jeg klar ved pulten. En mikrofon på pulten, et headset og et kamera var sat i forbindelse med mig og jeg kunne begynde min fremlæggelse. Alle der havde haft noget at gøre med DDD var mødt op for at høre præsentationen, så det var en stor glæde at få lov til at præsentere vores store stykke arbejde, som alle der havde deltaget i casen, var stolte over.
Jeg fortalte i min præsentation omkring de udfordringer vi havde haft. Omkring de ting vi har lært ved at deltage ved DDD og omkring den store vidensdeling, som med succes har fundet sted mellem studerende fra forskellige uddannelser og semestre.

Dagen blev sluttet af med et rejsegilde nede i gården på Porthusgade 1 i Aalborg. Det var en god måde at slutte af på pga. man fik talt med mange af sine studiekammerater man normalt ser hver dag, omkring deres oplevelser og erfaringer fra dagen. Ved samme lejlighed var der mulighed for at networke med de foredragsholdere og repræsentanter, som var tilstede.

Men DDD er faktisk ikke helt slut endnu. Tirsdag kl. 15.00 har vi fået arrangeret et møde med bygherren fra Østermarkskolen. Her skal vi omstille vores præsentation fra den procesorienterede præsentation vi havde i dag til en decideret bygherrepræsentation, som vi kender den fra byggeriets faser. Jeg er stolt over at vi ved DDD 2013 har udarbejdet et projekt, der i så høj grad har inspireret bygherren til at opsætte endnu en præsentation, hvor et ønskeresultat kunne være, at DDD fik sat et aftryk på det faktiske byggeri i form af en af de mange innovative idéer som DDD producerede.

For mig har det været en fornøjelse at deltage til DDD. Jeg har altid haft en drøm om at blive projektleder når jeg er færdiguddannet. Jeg er pt. også praktiksøgende inden for samme stilling. I den forbindelse er jeg taknemmelig for at fået lov til at “lege” projektleder i sådan et spændende projekt, hvor der har deltaget så mange dygtige studerende, som jeg har lært så meget af.

Som studerende kan det kun anbefales at deltage i dette BIM-eksperimentarium. Der er uanede mængder af viden man kan tilegne sig. Det er helt op til den enkelte studerende at tage det man vil have til denne event. Vidensdeling er bare i højsæde ved DDD.

Jeg håber, at jeg har givet jer en forståelse for, hvad det vil sige at deltage i DDD og nærer håb om, at der er endnu flere, der har interesse i at deltage i DDD 2014 enten som studerende, foredragsholder eller andet der har relevans, mulighederne er mange.

– Peter Haven, Projektleder DDD 2013

peterhaven@gmail.com

Twitter: Klik her
LinkedIn: Klik her
Blog: Klik her

De Digitale Dage – Arkitekt, 2. dag

Den anden digitale dag er slut, og jeg har igen indfundet mig ved computeren for at give et kort resumé af dagen, set gennem arkitektens briller.

Dagen startede som den foregående med et par taler, b.la. var Kim Knudsen (Tech Collage Aalborg) og Kjeld Svidt (Aalborg Universitet) på taler stolen. Som et lille “sjov” afbræk var også de to projektlederne for de 2 cases oppe ved talerstolen og give en kort breifing, af hvor vi befandt os i forhold til planlen.

Som jeg skrev i går, havde jeg en forventning til at dagen i dag, skulle gå med kvalitetssikring/kollisionskontrol af tegningsmaterialet gennem CAD-Q’s Naviate, og herefter at føre BIM modellen fra informationsniveau 00-02, op på informationsniveau 03-04.

Jeg startede dagen ved, sammen med en af casens BIM Koordinatorer, at demonstrer for de forskellige gruppeledere, IDM folk og projektlederen hvordan vi skulle bruge Naviate til kvalitetssikringen/kollisionskontrol (Herefter kaldet KS/KK).
Det skulle imidlertid vise sig at være det eneste vi fik arbejdet med Naviate den dag, for efterhånden som de forskellige fagmodeller (Arktiekt model, Ingeniør model osv.) blev sendt til KS/KK, stod det klart at vi havde lavet en brøler.

Kort fortalt bestod vores fejl i at arkitekten havde lavet en model, ud fra en model stillet til rådighed af bygherren, denne nu redigeret model er så i løbet af 1. og 2. digitale dag løbende blevet delt via iBinder.com.
Konstruktions og installations ingeniørerne hentede så denne model ned, og tegnede videre på den. Da der så skulle udføres KS/KK havde vi i 4 forskellige fagmodeller, 4 stort set ens modeller hvilket betød at BIM folkene fik fejlmelding alle de steder hvor ydervægge, indervægge, døre osv. overlappede. Dette genererede en fejlliste så lang at det formenligt ville tage en måned at komme igennem.

Heldigvis for et event som De Digitale Dage, sker den her slags fejl, vi er her jo for at lære – det gjorde vi i dag!
En fed ting ved De Digitale Dage er at der konstant er erhvervsfolk tilstede, som gerne deler ud af sine erfaringer, og i dag var ingen undtagelse. For mens vi sad og diskuterede problemstillingen mht. de 4 ens modeller, kom Kenneth Højbjerg (BIM Manager hos Bjerg arkitektur) og fortalte hvordan de arbejder med b.la. fagmodeller og kollisionskontrol. Det vil jeg gemme til et blogindlæg på et senere tidspunkt.

Al denne ståhej, med KS/KK, gav os tilgengæld mulighed for at arbejde lidt mere intenst med at få modellen op på informationsniveau 03-04, og vi fik i den sammenhæng sendt noget materiale ned i et par workshops.

Jeg afsluttede dagen, med et foredrag af Martin Romby (Aarhus arkitekterne) og Stig Brinck (NIRAS), om BIM koordineringen på udvidelsen af Rigshospitalet, og med tanke på de problemer vi havde mødt tidligere på dagen mht. BIM koordinering, var det aktuelt og spændende at se hvordan de styrede et så stort projektet.
Foredraget sluttede af med en spørgerunde, og snakken faldt på et tidspunkt på kompleksiteten i at få programmer som Revit ud på tegnestuerne, da det mange steder stadig er AutoCAD som er i højstolen. Til dette svarer Stig Brinck, henvendt til erhvervsfolkene i lokalet, at hvis de skulle være så heldige at de i firmaet stod og skulle ansætte en mand eller to, så skulle de efter hans mening ansætte en nyuddannet fra UCN T&B, for så ville man få en som kender til de nye programmer og som vil presse på for at få dem i brug.

Jeg har vedhæftet en video konkurrence video som blev vist under foredreget så man kan få en ide af havd det drejer sig om.

 

/Anders Voergaard

4. sem. Mail: 1010957@ucn.dk
LinkedIn: Klik her

De Digitale Dage – BIM Koordinator dag 1

Som skrevet igår, vil jeg hver dag under DDD skrive om dagens oplevelser.

Da jeg ankom i dag, var jeg meget spændt på hvordan dagen ville forløbe. Jeg havde hørt fra tidligere deltagere at den første dag godt kunne opleves hektisk og en smule kaotisk. Det kan jeg kun give dem ret i.

De IDM-studerende havde givet os alle en dagsorden, hvori jeg som BIM-Koordinator, ansvarlig for projekweb, skulle starte dagen med at checke om alle de deltagene havde modtaget login og oprettet sig på iBinder (DDD’s Projektweb). Allerede her opstod nogle af dagens store problemer. Mange af deltagernes mail var ikke blevet tilføjet til deltagerlisten, og af samme grund var de ikke blevet tilføjet til iBinder. Pludselig gik megen af den tid der skulle bruges på at instruere i filnavngivning, til at få tilføjet de manglende folk. Denne opgave strakte sig stort set over hele dagen, hvor flere kom til for at få invitationen til iBinder.

Resten af vores opgaver var efterfølgende at kontrollere de filer der blev uploaded til projektwebben. Vi havde valgt kun at tildele en enkelt fra hver faggruppe muligheden for at uploade, for at minimere chancen for forkerte navngivninger, og det gav pote. Efter et par svipsere i starten af dagen, lærte de projektweb-ansvarlige i grupperne hurtigt at filnavngive ud fra Bips A104 – Dokumenthåndtering. Inden DDD havde vi udarbejdet en skabelon for dokumenthåndtering. Den skulle foregå på samme måde som en light udgave af en IKT-aftale, der udspecificerede; placering, fil-,tegning- og modelnavngivning. Den skulle være med til at sikre at folk fik en langt hurtigere forståelse, i stedet for at skulle gennemlæse hele BIPS A104.

Som dagen startede hektisk, sluttede dagen fredeligt og roligt. Efter der kom styr på deltagerliste og alle deltagere havde den fornødne adgang til iBinder. Havde vi tid til bedre at kontrollere at strukturen blev overholdt, samt lave konsistenskontrol på filer.

Dagen i dag har helt klart været utrolig lærerig, én ting er at sidde og læse i A104 om dokumenthåndtering, men en anden ting er at sidde med det i hænderne og bruge det som et redskab i et projekt, bestående af over 30 mennesker.

Det har allerede nu givet mig en langt bedre forståelse for filhåndteringen. Men også nogle problemstillinger jeg kan trække over i mit 4. semesters speciale. Gennem dagen, henvendte flere sig omkring placeringen af filer. Det skyldtes at i vores navngivning af filer bruger Vidensområde (K) og Indholdstype (C). Disse to metadata definerer placering og arbejdsområde. Det i sig selv gør, at man meget præcis kan definere fagområde og hvor filen præcis skal ligge. Problemet opstår dog, når filen i sin helhed kunne ligge flere steder, eller/også tilhører forskellige fagområder. Et eksempel vi stødte på tidligt, var bygherrens kravspecifikationer. Placering blev C08 (Specifikationer), men da den omhandler flere videnområder, var det pludselig svært at navngive og bygherrerådgiveren besluttede at give den, K01 (Arkitektur)

Jeg håber at dagens hektiske start og forvirringer har gjort, at vi i morgen er klar til at tage fat i nye områder, og ikke er nødsaget at bruge størstedelen på fejl invitationer. Men samtidig også byder på nye udfordringer, der skal løses i gruppen.

Mvh. Anders Norup

4. sem.
Mail: 1010937@ucn.dk
LinkedIn: Klik her

De Digitale Dage – Arkitekt, 1. dag

Den første digitale dag er nu vel overstået. Dagen startede med velkomsttaler af studieledere Bruno Larsen og Walter Terry Jackson, byrådspolitiker Daniel Nyboe Andersen og Torben Klitgaard fra CUNECO.

Jeg har under De Digitale Dage 2013, fået muligheden for at prøve kræfter med rollen som arkitekt. Jeg har fra starten været spændt på at se hvad rollen som arkitekt havde at byde på, og jeg må sige at vi lagde hårdt fra land.

Vi startede case arbejdet med at få udstukket opgaven, vi skulle koncentrere os om tagkonstruktionen og indretning af “Fløj 6” på Østermarkskolen i Aars.
Mange af de andre case grupper og workshops var afhængig af vores arbejde, og med første deadline kl. 12.00, havde vi nok at se til. Det var en ganske spændende oplevelse at arbejde under det konstante pres fra de andre grupper. Hovedsageligt ingeniørerne pressede på for at få noget materiale.

Vi nåede vores deadline og kom hurtigt videre med den næste, indretning af “Fløj 6”, deadline kl. 14.00.
Nu skulle vi så både arbejde mod vores nye deadline, samt forholde os til spørgsmål fra b.la. ingeniørerne, det var sjovt at opleve hvordan de kom og fortalte at vores konstruktioner  – “overhovedet ikke kunne lade sig gøre”, nogle problemstillinger løste vi sammen og andre blev ingeniøren sendt tilbage for at løse selv.

For at summe dagen i dag op, vil jeg sige at det har været en hektisk, spændende og lærerig dag, og jeg vil se frem til dagen i morgen hvor der er varslet kvalitetssikring, og at informationsniveauerne rykkes op på niveau 3-4.
Jeg ser i sær frem til kvalitetssikringen i morgen, hvor jeg får muligheden for at afprøve et for mig nyt værktøj fra CAD-Q som hedder Naviate, og jeg forestiller mig at jeg i morgen vil komme ind omkring de erfaringer jeg gør mig på det område.

Mvh. Anders Voergaard

4. sem. Mail: 1010957@ucn.dk
LinkedIn: Klik her

Første møde med DDD som Projektleder

Første dag på De Digitale Dage (DDD) var en hæsblæsende oplevelse. Der var masser af nye indtryk og masser af nye mennesker at tage stilling til.

Min rolle i DDD er Projektleder og dette indlæg handler om min oplevelse på første dag ud af tre til DDD.

I morges kl 08.30 Begyndte den formelle del af DDD. Skoleledere, politikere og sponsorer afholdte indledende taler og derefter skulle vi igang. Jeg lagde ud med at indkalde alle gruppeledere fra de forskellige faggrupper: Ing MEP, Ing konstruktioner, arkitekter, BIM koordinatorer, Byggeledere samt IDM studerende. Min første barriere var at mailsystemet ikke virkede, så jeg måtte afsted med et USB-stik med dagsordenen for mødet på. Vi fik sat folk igang med at arbejde i samme retning og dagen var for alvor igang. Min første dag som projektleder har været utrolig hektisk. Der har ikke været en rolig stund. Hele tiden opgaver ind fra højre og venstre og ting jeg skulle godkende eller komme med mit input til. En rolle der passer mig rigtig godt.

Jeg har i samarbejde med en underviser valgt, at ledelsesstrukturen skal være motiverende og udviklende. Vi har sat få grænser for arbejdet således vi ikke går i stå med opgaverne. Vi har valgt at strukturen skal være procesfremmende og ikke bygget op på fastlagte rammer, der stiller detaljerede krav til faggrupperne, derved har vi arbejdet efter et højt engagement og høj indflydelse for de deltagende. Det er en måde, der tiltaler mig.

Mine opgaver i løbet af dagen har i høj grad bestået i at udarbejde dagsordner med relevans i deltagernes opgaver, arbejdsområder samt bygherres ønsker, indkalde til møderne og styrer dem. Efterfølgende har jeg noteret de udfordringer de forskellige grupper har haft og hjulpet med at løse dem således der skabes et flow i case 1 ved DDD.

Jeg har afsluttet dagen med at hjælpe vore IDM-folk med at forberede arbejdssedler til i morgen, hvor vi starter dagen med et morgenmøde, hvor grupperne får opgaverne og vi forhåbentligt får endnu en succesfuld dag. For dagen i dag er afsluttet med at nå de opgaver vi har sat os for. Det er så vidt jeg ved første gang det er sket til DDD.

I dag har jeg lært mange ting ved mit samarbejde med andre studerende bl.a.:
– Anvendelse af IFC filer til koalitionskontrol
– Indsigt i BPMN-diagram som planlægningsværktøj
– Forskellen på information mellem faggrupper og den information man modtager som projektleder
Det er sikker på at der venter mange flere emner og venter imorgen Torsdag, som er anden dag ud af tre på DDD.

Jeg har som sagt haft en fantastisk første dag på DDD og jeg synes det er utroligt givende at være et af midtpunkterne til et arrangement, hvor der vidensdeles på et så højt niveau, med så dygtige studerende fra næsten alle byggerelevante uddannelser i Aalborg.

Vi ses imorgen til endnu en dag i udviklingens og indlæringens tegn.

– Peter Haven

peterhaven@gmail.com

Twitter: Klik her
LinkedIn: Klik her
Blog: Klik her

De Digitale Dage – BIM Koordinator

I morgen, d. 10 april, lyder startskuddet til de digitale dage 2013 på University College Nordjylland.

I år prøver man et helt nyt koncept og inddrager hele bygningskonstruktør uddannelsen, med to cases og workshops. Den danske case, der omhandler et renoveringsprojekt på Østermarkskolen i Aars, og den internationale case, opførelse af et sundhedshus i Pandrup.

Da tilmeldingen kom til DDD var jeg meget hurtig til at melde mig på casen. Jeg følte det var en unik mulighed for at prøve kræfter med situationer, jeg kan opleve når jeg står færdiguddannet.

Jeg søgte efter at blive BIM-koordinator, hvilket jeg var heldig at få. Grunden til det lige præcis var BIM-koordinator, var at jeg finder en stor interesse indenfor BIM og nu var der en oplagt mulighed for at prøver kræfter med emnet.

Jeg har fået til opgave at stå for projektwebben, hvor jeg allerede fra start er blevet positivt overrasket over den forberedelse der har været nødvendigt inden DDD rigtigt er gået i gang. Det har indebåret oprettelse af en skabelon der udleveres til resten af casen, så de ligeledes forstår hvordan de skal anvende projektweb, både internt i faggrupperne, men ligeledes fælles.  Derudover har jeg også været at været med til at opsætte og sætte mig selv ind i iBinder som vi vil benytte som projektweb under DDD.

Jeg har store forventninger til de næste tre dage, og håber jeg får et dybere indblik i rollen som BIM-Koordinator og arbejdet det indebærer. Den erfaring, og de problemstillinger jeg forhåbentlig ser under DDD, håber jeg at kunne trække over i mit 4. semesters specialer der omhandler filhåndtering. Det vil være en ideel mulighed for selv at ”smage” på området.

De næste tre dage vil jeg efter endt dag, give mit syn på dagens forløb

Mvh. Anders Norup

4. sem. Mail: 1010937@ucn.dk
LinkedIn: Klik her

%d bloggers like this: